Jeg er bekymret for en kammerat

Lyt til dig selv. Hvis du er bekymret for en anden, skal du handle på det – du kan ikke regne med, at personen selv gør det, eller at andre har set, at pågældende har det skidt. Og hvis det viser sig, at du har taget fejl? Det kan aldrig være forkert at bekymre sig om hinanden – og hellere en gang for mange end én for lidt.

Man skal blande sig

En undersøgelse af danske unge i Mary Fondens Unge Tænketank viser, at unge rigtig gerne vil hjælpe hinanden. De synes bare, at det kan være svært, hvis man ikke ved, om den anden ønsker hjælpen, eller hvis man ikke ved, hvad man kan gøre for at hjælpe.

I Netwerk siger vi, at det er vigtigt, at man viser andre, at man tænker på dem – og at man blander sig, hvis man bliver bekymret.

Den gode måde at spørge ind

Hvis du er bekymret for en holdkammerat, er det okay at fortælle ham eller hende det. Du kan tage udgangspunkt i, hvad du har oplevet. Hvis det drejer sig om en holdkammerat, der holder sig meget for sig selv i frikvartererne, er det okay at sige:

”Hej, jeg har tænkt på, at du ikke kommer med til festerne i klassen. Jeg håber, at du ved, at du altid er meget velkommen, hvis du har lyst.” Eller: ”Jeg synes, at du har virket lidt trist her på det sidste – er det rigtigt?”

Hvis pågældende begynder at fortælle om, hvad der er i vejen, er det vigtigt, at du husker på tre ting:

  • Du er aldrig ansvarlig for at løse andres problemer.
  • Lyt – det er langt vigtigere at lytte end at komme med gode råd.
  • Hjælp med at finde god hjælp. Du kan gøre en stor forskel ved at lytte, men du kan ikke erstatte professionel hjælp, og du skal ikke stå alene med ansvaret. Hjælp din klassekammerat til at tale med en studievejleder eller hen til en lærer, som pågældende har tillid til.

Fortæl om din bekymring

Hvis du ikke har lyst til selv at spørge din Holdkammerat, om der er noget i vejen, er det også helt i orden. Du kan fortælle om din bekymring til en lærer eller studievejleder, der kan tage fat i din Holdkammerat. At fortælle en oprigtig bekymring videre til nogen, der kan gøre noget ved det, er ikke sladder, men en hjælpende hånd.

Jeg vil hjælpe andre

Hvis du har fået lyst til at hjælpe andre, er der gode muligheder for det. Rigtig mange unge laver frivilligt arbejde, hvor de, ved siden af skolen, arbejder ulønnet for at hjælpe andre. Det kan fx være i sportsklubber, i kulturforeninger eller i frivillige sociale organisationer som Ventilen.

Mange unge udfører frivilligt arbejde, fordi det er sjovt, og de bliver en del af et netværk.

Nogle gør det i forbindelse med selvudvikling, fordi man lærer rigtig meget om sig selv, når man hjælper andre, og nogle unge bruger det til at udvikle konkrete kompetencer inden for et område.

Én ting er sikkert – det ser godt ud på et cv, at man har deltaget i frivilligt arbejde.

Her er forskellige muligheder for at søge efter frivilligt arbejde: www.frivilligjob.dk og  www.projektfrivillig.dk